Pubber i Edinburgh – 7 af mine favoritter

edinburgh pubJeg har nu boet i Edinburgh i knap 5 måneder og har efterhånden fået besøgt en del af byens (mange!) pubber. Jeg elsker de klassiske, hyggelige britiske pubber og det faktum, at man altid lige kan smutte ind og få en puster fra hverdagen uden at man nødvendigvis skal blive hængende hele dagen og drikke sig fuld.

Herunder kan du læse om en række af de bedste pubber i Edinburgh – nøje udvalgt af yours truly.

Hyggelige pubber i Edinburgh

Jeg vil naturligvis ikke have pubber på min liste, der ligefrem er uhyggelige, men i denne sektion kommer de pubber, som man også kan nyde i dagtimerne. De er super hyggelige og ligger ikke nødvendigvis lige op og ned af The Royal Mile. Husk desuden, at Edinburgh har så meget mere at byde på en den ene turistgade!

Cask & Barrelcask and barrel Område: Broughton (New Town)
Adresse: 115 Broughton St, Edinburgh EH1 3RZ

Vel nok min absolutte yndlingspub i Edinburgh. Den ligger lige præcis langt nok væk fra centrum til, at her aldrig rigtig er nogen turister og det smitter af på stemningen, der er meget local. Pubben har et stort udvalg af både almindelige lagers, cask ales og naturligvis whiskies. Pubben har ikke mad.

Broughton Street har mange andre fine pubber såsom the Phoenix og Mathers, hvor priserne ligeledes er fine og udvalget godt.

Stockbridge Tapstockbridge tap

  • Område: Stockbridge
  • Adresse: 2-6 Raeburn Pl, Edinburgh EH4 1HN

I det fremragende Stockbridge ligger en af Edinburghs bedste pubber. Det er den blevet kåret som og der er altså nok af konkurrenter, så pubben her kan altså noget. Udefra syner den ikke af meget, men der er ganske enkelt bare rart at være. Pubben har en fin, lille størrelse og et glimrende udvalg af specielle britiske øl på fad.

Nyd en pint og gå så videre over i Inverleith Park og derefter den botaniske have. Stockbridge er kun 10-15 minutters gang fra New Town og virkelig et besøg værd. Jeg har boet her i et par måneder og området er uden tvivl mit yndlingsområde i Edinburgh.

Udsigten fra Inverleith Park:

Den nærliggende pub, Bailie, på St Stephen Street er også et besøg værd.

Pubber med festlig stemning

Nu får du et tip, som jeg gerne vil vædde med, du ikke kan få hos særligt mange andre rejseblogs eller guidebøger til Edinburgh. Denne pub er indbegrebet af Skotland, så hvis du vitterligt gerne vil feste med de ægte lokale, så skal du tage herhen – men det er dog kun lørdag aften, der er vild. Om dagen er det blot en almindelig, men dog hyggelig og ganske billig pub.

Port O’Leith 

port o'leith edinburgh pubOmråde: Leith
Adresse: 58 Constitution Street, Leith

Der er jukeboks, masser af gode øl på fad og endda også flere særdeles mærkværdige (og farverige) shots, som jeg mistænker for at være hjemmebryggede 😀

Første gang jeg besøgte Port O’Leith var en onsdag aften, hvor min britiske ven og jeg ikke kunne lade være at slå vejen forbi denne legendariske Edinburgh-institution. Der var naturligvis ikke særlig mange mennesker, men alligevel god stemning. Så god stemning, at bartenderen (der vist også er ejer) endte med at holde åben 1 time længere og give os gratis shots og jägerbombs. Jeg mødte lidt sent ind på arbejde torsdag formiddag…

Lørdag aften transformeres Port O’Leith imidlertid til noget, der kan minde om en club. Der er folk i alle aldre, men majoriteten er over de 30 og der er også en del, der er tættere på de 60. Min kæreste sagde det meget godt, da vi havde været der med nogen venner en lørdag aften: det her er sådan jeg havde forestillet mig, at det ville være på pubberne i Skotland. Desuden er der ganske billigt med pints ned til 3 pund – et fund i dyre Edinburgh.

Folk danser på bordene, (alt for) tykke mænd smider trøjerne og alle er simpelthen så glade og flinke. Hvis du vil prøve noget anderledes i Edinburgh, så tag en lørdag aften i Leith.

Nærliggende Leith Shore er flot og der er utrolig mange gode spisesteder i området.

Leith Shore er ikke en strand, men begyndelsen på Water of Leith – en å, der løber langt ind i Edinburgh.

leith shore

Leith Shore i den nordlige del af Edinburgh.

Jekyll and Hyde 

jekyll and hyde edinburgh

Område: New Town
Adresse: 112 Hanover St

En pub jeg endte med at være på flere weekendaftener. Den er placeret i New Town (i centrum af Edinburgh), så det er nemt lige at slå vejen forbi. Pubben er billig og udmærker sig bl.a. ved at have et ret stort udvalg af cocktails. Bl.a. blev jeg rigtig glad for deres mint-drink. Man kan få en pitcher med cocktail for 10 pund og pints lå omkring 3 pund. Der kommer mange unge mennesker og pubben er god til større grupper.

Kan du finde de hemmelige toiletter? Tip: alle bogreolerne er ikke ægte 😉

Pubberne omkring Royal Mile

royal mile edinburghJa, jeg er vel nødt til det – for jeg anerkender da, at Royal Mile er imponerende og at man som turist i Edinburgh er nødt til at trave op og ned af den kendte brostensgade. Tjek også den nærliggende Victoria Street, der fører ned til Grassmarket, men lad nu være med at gå ind på pubberne på Grassmarket… Det er turistfælder.

Min kæreste havde en forkærlighed for en vintage-butik på Grassmarket og efter 4. besøg på et par måneder måtte jeg simpelthen sige nej til at gå med ind. Jeg strøg over på Biddy Mulligans på Grassmarket velvidende, at jeg nu skulle frem med den store pengepung, så jeg bestilte en Tennents, der er Skotlands svar på Tuborg og derfor ofte en af de billigste fadøl.

Jeg gav 4 pund og havde svært ved at nyde den. Vintage-butikken hedder forresten Armstrong & Sons og skulle altså være besøget værd, hvis man er til den slags 😀

Nå, her er de pubber i Royal Mile & Old Town området, som ikke er helt slemme.

Jolly Judge

Jolly Judge Edinburgh

Område: Royal Mile (sidegade aka ‘close)
Adresse: 493 Lawnmarket

På trods af beliggenheden næsten helt oppe ved Edinburgh Castle, så holder Jolly Judge sig skjult i en smøge og jeg må indrømme, at det faktisk er en ganske hyggelig pub. Det er næppe her du møder specielt mange lokale, men ikke desto mindre er det et fint sted at få sig en pint, når man har været oppe ved slottet.

Der er et Jolly Judge skilt ude ved Royal Mile, men pubben er godt skjult inde bagved, hvilket holder de værste horder af japanske turister på jagt efter den autentiske britiske pub væk 😀

The Bow Bar

the bow barOmråde: Old Town
Adresse: 80 W Bow (Victoria Street)

Jeg nævnte før Victoria Street, som er flot og tæt på Royal Mile. Her ligger en legendarisk Edinburgh-pub, nemlig the Bow Bar. Her er turister, men også lokale, som er kommet her siden de var unge. Bow Bar har et stort udvalg af whisky og naturligvis også en del real ales.

Der er ofte helt proppet, men hvis der er plads, når I går forbi, så smut ind og få in pint 🙂

Victoria Street Edinburgh

Den flotte Victoria Street i Edinburgh Old Town.

Green Mantle 

Greenmantle EdinburghOmråde: Old Town (på grænsen til Newington)
Adresse: 44 Westcross Causeway

Ganske vist en gåtur på 10 minutter fra Royal Mile, men det er gåturen værd. En klassisk, lille og hyggelig britisk pub, hvor de færreste turister forvilder sig ind. Her er god stemning og fodbold på skærmene – det er svært at ønske sig mere, right?

Deres søsterpub, The Mash Tun, som ligger på Easter Road (tæt på Hibernians stadion) er endnu bedre. Som turist er der dog ikke så meget at komme efter derude.

Okay, jeg må sætte en stopper for mig selv nu. Jeg kunne ellers blive ved med at opremse pubber som Brass Monkey, Guildford Arms, Queens Arms, Regent Bar og jeg skal komme efter dig.

Jeg håber, at du nu er klar til at vågne op med tømmermænd i Edinburgh. Har du styr på overnatningen? Ellers så tjek min guide til centrale hoteller & ferielejligheder i Edinburgh her

På trods af, at jeg på linjerne herover snakkede mindre pænt om pubberne omkring Royal Mile, så må jeg huske at skrive, at det aldrig er helt skidt – uanset hvor du går ind i Edinburgh. Priserne varierer med max 1 pund, så selv på de dyre steder er det til at betale.

Mmmmmmmmh øl. God tur til Edinburgh – hvis nogen vil hyre mig som pubcrawl-leder, så skriver I bare! 😀

3 thoughts on “Pubber i Edinburgh – 7 af mine favoritter

  1. Ditte

    Hej!

    Tak for en super guide. Kender du til pubber, hvor der kan overnattes? Vi rejser i næste uge til Edinburgh og glæder os.

    Dbh Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *