“Hvordan kommer jeg fra lufthavnen til mit hotel i London?” Et spørgsmål, der lander i min indbakke næsten på daglig basis. Umiddelbart med god grund; når man køber flybilletter fra Danmark til London flyver man nemlig ikke direkte ind til centrum af London (desværre).

I de fleste tilfælde lander man i enten Stansted, Gatwick eller Luton – Heathrow og London City Airport er dog også muligheder, hvoraf City Airport, som navnet antyder, er den mest centrale.

Med få værktøjer er det dog nemt at planlægge sin tur ind til London – herunder kan du få hjælp til at planlægge din tur fra lufthavnen til dit hotel i London.

Sådan kan du planlægge

Uanset hvilken af lufthavnen omkring London du lander i, vil du i de fleste tilfælde være afhængig af transport via enten bus eller tog. Lander du i Gatwick eller Stansted er det nemmest & hurtigst at tage toget til London – det er dog ikke billigst.

Når du, via guiden herunder, har fundet og booket dine billetter til enten tog eller bus, ved du hvor du “lander” i det centrale London. Når du ved dette og samtidig har fået booket hotel eller ferielejlighed i London, kan du benytte ruteplanlæggeren i Google Maps til at finde din rejse inde i London.

Transport i selve London
Offentlig transport er generelt dyr i London, men det er muligt at spare rigtig mange penge ved at være lidt smart. F.eks. råder jeg alle, der rejser til London til at købe et Visitor Oyster Card. På den måde sparer du 50% på alle rejser med undergrundsbanen – det kan blive til mange penge på selv korte ture.

Du kan købe Visitor Oyster Card hjemmefra (og spare 2 pund pr kort) og så selv vælge, hvorvidt du vil fylde fra 15-50 pund på.

Køb dit Visitor Oyster Card hjemmefra i den officielle VisitBritain webshop.

Fra Stansted til London


Tog

Stansted Express er den hurtigste vej til London. Det tager ca 40 minutter at komme direkte fra lufthavnen til Liverpool Street St i den østlige del af London. Fra Liverpool Street er der et hav af forskellige linjer med undergrundsbanen.

Priser & køb af billet:

Prisen for en togbillet fra Stansted Airport til Liverpool Street St i London afhænger af, hvornår du køber den – dette gør sig faktisk typisk altid gældende, når man skal købe togbilletter i Storbritannien.

Stansted Express har et glimrende tilbud, hvis du køber din togbillet minimum 30 dage inden afgang – her får du nemlig din togbillet til blot 8 pund (ca 80 kroner). Hvis du køber togbilletten senere eller på perronen, koster den 17 pund (ca 170 kr).

Der er således gode penge at spare ved at købe togbilletten i god tid. Du kan købe din togbillet online hjemmefra via Train Genius her.

Bus

Det er også muligt at tage bussen fra Stansted til London. Hvis du ikke vil køre med undergrundsbanen fra det østlige London, kan du med fordel tage bussen, hvor du kan stå af på f.eks. Marble Arch, der ligger i gå-afstand til Paddington-området, hvor mange vælger at booke hotel.

Der findes følgende ruter, hvis du kører med bus fra Stansted til London:

  • A8 til Liverpool Street (ligesom toget)
  • A6 til Victoria Street (i central London)
  • A9 til Stratford

Priser & køb af billet:

Prisen for en busbillet med det pålidelige selskab, National Express, er 10 pund, hvis du køber billetten online hjemmefra hos VisitBritain. Dog 12 pund, hvis du køber billet til bussen mod Victoria Street – det kan anbefales, hvis du f.eks. bor på hotel i Paddington-området, som mange danskere gør.

Du køber online hos VisitBritain lige her.

Man køber en e-voucher, der skal ombyttes til en egentlig busbillet i National Express skranken i Stansted lufthavn. Skranken ligger lige når man kommer ud i ankomsthallen og så lidt til højre, super nemt at finde. Man får så billet til den næste bus – det er dermed umuligt at “komme for sent” til sin bus også selvom flyet er forsinket.

Hvis du lander i Gatwick


Tog

Den hurtigste måde at komme fra Gatwick til London på er uden tvivl med toget. Gatwick Airport er placeret ca 45 kilometer syd for London, der kan nås på ca 30 minutter, hvis man tager tog.

Hurtigst til London

Mange vælger at booke togbilletter til Gatwick Express, der er den hurtigste og nemmeste måde at komme til det centrale London på. Med Gatwick Express kommer man fra Gatwick Airport til Victoria St på 30 minutter. Prisen er 19.90 pund.

Du kan købe billetter til Gatwick Express hjemmefra online hos VisitBritain her.

Der findes dog et billigere alternativ.

Man kan nemlig vælge at køre med et lidt langsommere tog ind til London.

Med dette tog kommer man f.eks. til London Bridge St, hvorfra man bl.a. kan komme med undergrundsbanens Jubilee og Northern Line. Du kan også vælge at køre videre til St Pancras (King’s Cross), hvorfra der er helt fantastisk mulighed for at komme videre rundt i London med både bus og tube.

Dette tog stopper på følgende London-stationer: London Bridge, City Thameslink, Farringdon, Blackfriars og St. Pancras International (King’s Cross)

Billetter til det billige, lidt langsommere tog, kan ligeledes købe online hos VisitBritain lige her.

Du modtager din billet pr email og skal så printe den ud og vise den til personalet ved perronen i Gatwick på vej ned til toget.

Obs! Priserne ved køb af denne billet i Gatwick er ofte langt dyrere, da billetpriserne på transport i Storbritannien er anderledes end i Danmark og kan stige jo tættere man kommer på afgangen.

Bus 

Det er naturligvis også muligt at tage bussen fra Gatwick til London. Dette vil jeg dog ikke anbefale, da turen kan tage helt op til 2 timer og på ingen måde kan svare sig hverken økonomisk eller tidsmæssigt.

Med National Express kan turen fra Gatwick til Victoria St tage ca 1 time og 30 minutter. Prisen er de velkendte 10 pund. Du køber billetter til bussen fra Gatwick til London online her

E-voucheren skal byttes til en decideret busbillet, når du ankommer til Gatwick. Dette gøres i National Express skranken og du får så billet til den næste bus, der afgår.

Hvis du lander i Luton

Jeg har skrevet et specifikt indlæg med guide til transport fra Luton til London.

Hvis du lander i Heathrow

Jeg har ligeledes skrevet en stor guide til transport fra Heathrow til London centrum.

Planlæg din rejse 👇🏻

  • Hotels.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud og prisgaranti
  • London Box Office er det bedste sted at købe billige musical billetter til de bedste shows i London
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste portal til at købe tog- og busbilletter i Storbritannien
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblikket over priser på lejebiler i Storbritannien