edinburgh bolig Forleden faldt jeg over et opslag i Facebook gruppen for ‘Danskere i Skotland’, hvor en udvekslingsstuderende søgte en bolig i Edinburgh. Det fik mig til at tænke, at jeg hellere måtte få skrevet et indlæg om vores lejlighed i Stockbridge, hvor vi boede de sidste 2 måneder af vores ophold i den skotske hovedstad.

Måske det kan bruges til andre, der skal bo i byen for en længere periode?

Hvis du kun skal på en kortere tur til det skotske, så læs i stedet min guide til hoteller & ferielejligheder i Edinburgh her.

Sådan fandt vi lejlighed i Edinburgh

Jeg har tidligere skrevet et længere indlæg om, hvordan vi fandt lejlighed i Edinburgh. Det er faktisk ganske nemt – på ingen måde lige så vanskeligt som i København, skulle jeg hilse at sige.

at home in edinburgh Vi brugte firmaet At Home in Edinburgh og jeg er virkelig tilfreds med deres service.

Jeg burde nok have lavet en affiliate aftale med dem, så jeg kunne få kommission for at henvise kunder med al den ros jeg giver 🙂

Ikke desto mindre, så fungerede kommunikationen godt og de var flinke til at reagere, hvis lyset f.eks. stod og blinkede ude på badeværelset.

Derudover fik vi også vores depositum tilbage, hvilket man naturligvis også skal, men jeg tror der findes en del lyssky udlejningsfirmaer derude, som nok lige skulle opfinde noget, når det nu bare var et dansk par, som nok aldrig blev kunder igen.

Så anbefaling af dem herfra!

Vores lejlighed i Stockbridge

stockbridge lejlighed Stockbridge er nok mit yndlingsområde i Edinburgh – der er simpelthen så flot overalt. Der er flotte bygninger, massevis af gode cafeer, restauranter og pubs – samtidig er Stockbridge kun 10 minutters gang (godt nok op af bakke) til New Town, hvor byens High Street shoppingbutikker ligger.

Vi boede på Saxe Coburg Street lige i hjertet af den smukke bydel.

I min guide til løberuter i Edinburgh nævnte jeg Inverleith Park, som alle bør besøge og på kortet herover ses det også, at stedet var tæt på den botaniske have og Dean Village, der bestemt også er besøget værd.

Selve lejligheden var en anelse lille, men hyggelig og mere end stor nok for 2 personer. Sofaen var en ‘folde-ud’ sofa, så den fungerede som sovesofa med plads til (yderligere) 2 personer.

lejligheden edinburgh

Stuen og det lille køkken.

Køkkenet var meget småt og der var ikke lige købt ny opvaskemaskine til os, så den måtte vi klare i hænderne. Køkkenet var generelt det eneste, som var en anelse træls ved lejligheden, da det virkelig var småt. Der var dog alle fornødenheder, der gjorde det muligt at lave mad og så havde vi endda egen vaskemaskine i huset, hvilket virkelig var eminent.

Jeg kan nu se, at de har sat huslejen op, men det kan være, at de er til at handle med. Den ligger dog lige nu på 975 GBP om måneden – måske det er det svage pund, der har gjort udslaget.

Tag et kig på lejligheden her: http://www.athomeinedinburgh.co.uk/properties/saxe-coburg-street/

Hvis du har nogen spørgsmål til dét at finde lejlighed i Edinburgh, så må du endelig skrive en kommentar. Vil med glæde hjælpe andre til at få en god oplevelse med den skotske hovedstad, som står mit hjerte så nært 🙂

Planlæg din rejse 👇🏻

  • Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud og prisgaranti
  • London Theatre Direct er det bedste sted at købe billige musical billetter til de bedste shows i London
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste portal til at købe tog- og busbilletter i Storbritannien
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblikket over priser på lejebiler i Storbritannien